Spring til indhold

Privatliv og vilkår

Du er ved at skrive ting ind om et dødsfald i din nærmeste familie. Så du skal vide præcis, hvad vi gemmer, hvorfor, og hvornår det bliver slettet igen. Her står det i almindeligt dansk — ikke i paragraffer.

Hvem der er ansvarlig

PrivatSkifteGuide drives af Thorsen & Stuhr Digital ApS. Vi er dataansvarlige for de oplysninger, du giver os. CVR-nr. 46425006. c/o LegalDesk.dk ApS, Njalsgade 21 F, 2., 2300 København S. Du kan altid skrive til privacy@privatskifteguide.dk. Det er os to, der svarer.

Hvad vi gemmer om dig

OplysningHvorforHvor længe
Din e-mail og adgangskodeSå du kan logge ind, og så vi kan sende dig koder, kvittering og påmindelser om frister. Påmindelserne kan du slå fra. Adgangskoden gemmes kun som et krypteret aftryk, aldrig som tekst.Indtil du sletter din konto
Oplysninger om afdødeDødsdato, civilstand og om der er et testamente. Det er dét, guidens trin og frister regnes ud fra. Vi beder ikke om afdødes navn — du kan selv skrive det på din printbare tjekliste, hvis du vil have det med, og så gemmes det.Indtil du sletter din konto
Dit navn og din relation til afdødeRelationen afgør din boafgiftssats. Vi spørger ikke til de øvrige arvinger.Indtil du sletter din konto
Dit telefonnummerKun hvis du selv sætter kryds i, at vi må ringe om feedback. Vi ringer aldrig for at sælge.Indtil du fjerner det igen
Det du selv skriver indKontaktpersoner, hvad boet ejer og skylder, krav fra kreditorer, noter, afkrydsninger og datoer. Det ligger på din konto, og kun du kan se det, medmindre du deler sagen. Dine noter er altid kun dine.Indtil du sletter din konto. En note, du sletter, er væk efter 30 dage.
E-mails på dem, du invitererDeler du sagen, gemmer vi e-mailen på dem, du inviterer, og sender dem et link, så de kan tage imod.Indtil delingen stopper. En invitation, der udløber eller bliver trukket tilbage, slettes 30 dage efter.
BetalingenBeløb, tidspunkt og et kunde-id fra Stripe. Dine kortoplysninger går direkte til Stripe — vi ser dem aldrig.5 år fra udgangen af regnskabsåret (bogføringsloven)
Beskeder du sender osSå vi kan svare dig og rette det, der driller i guiden.Feedback i guiden: indtil du sletter din konto. Mails: så længe vi skal bruge dem for at følge op.
Statistik om besøgKun hvis du siger ja. Hvilke sider der bliver åbnet, så vi kan se hvor guiden er svær at komme igennem.12 måneder

Statistikken er beskrevet i detaljer i cookiepolitikken, og den bliver kun samlet, hvis du siger ja.

Hvorfor vi må gemme det

Det meste gemmer vi, fordi vi ellers ikke kan levere det, du har købt. Betalingsoplysninger skal vi gemme efter bogføringsloven. Og vi logger et minimum om mislykkede logins og lignende, fordi vi har en klar interesse i, at ingen andre kommer ind på din konto. Statistik og feedback-opkald sker kun med dit samtykke, og du kan trække det tilbage når som helst.

Oplysningerne om afdøde og om andre mennesker — de kontaktpersoner og kreditorer, du skriver ind, og dem, du inviterer — gemmer vi, fordi du og dine medarvinger har brug for dem for at gøre boet op. Det er en legitim interesse, og vi bruger dem ikke til andet. I Danmark er oplysninger om en afdød beskyttet af de samme regler som oplysninger om levende i 10 år efter dødsfaldet, så dem behandler vi med samme omhu.

Hvem der ellers ser noget

Så få som muligt. Vi bruger Stripe til at tage imod betalingen, en e-mailudbyder til at sende koder, kvitteringer, påmindelser og invitationer, og en hostingudbyder til at drive serverne. De behandler kun oplysninger for os og må ikke bruge dem til noget selv. Alt indhold på din konto ligger på servere i EU. Stripe kan behandle betalingsdata uden for EU under EU-Kommissionens standardkontrakter.

Vi sælger ikke dine oplysninger, viser ingen annoncer, og der er ingen sporing på tværs af andre hjemmesider.

Deler du sagen, kan dem, du inviterer, se og rette alt om boet: oplysningerne om afdøde, kontaktpersoner, hvad boet ejer og skylder, krav fra kreditorer, afkrydsninger og datoer. De kan ikke se dine noter, dit navn, din relation til afdøde eller dit telefonnummer. De kan se din e-mail, så de ved, hvem der har delt sagen.

Når du sletter din konto

Du kan slette din konto fra indstillingerne inde i guiden. Adgangen lukker med det samme, og alt indhold — noter, kontaktpersoner, oplysninger om afdøde, afkrydsninger — bliver slettet endeligt fra vores servere inden for 30 dage. De 30 dage er der udelukkende for at kunne fortryde et fejlklik. Har du delt sagen, mister dem, du har inviteret, også adgangen med det samme. Selve betalingsposteringen bliver liggende de fem år, bogføringsloven kræver, uden dit indhold.

Dine rettigheder

Du har ret til at få at vide, hvad vi har om dig, få det rettet, få det slettet, få det udleveret i et almindeligt filformat, og gøre indsigelse mod behandlingen. Skriv til privacy@privatskifteguide.dk, så vender vi tilbage inden for en måned. Det koster ikke noget.

Er du utilfreds med, hvordan vi håndterer dine oplysninger, kan du klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk.

Sikkerhed

Alt går over krypteret forbindelse. Adgangskoder gemmes som krypterede aftryk, så de ikke kan læses — heller ikke af os. Kun de to af os har adgang til driften. Skulle der alligevel ske et brud, der udgør en risiko for dig, får du direkte besked.

Vilkår for købet

Guiden koster 179 kr. inkl. moms. Det er én betaling, ikke et abonnement — der bliver ikke trukket noget igen. Du beholder adgangen, indtil boet er afsluttet. Skulle vi en dag lukke tjenesten ned, får du besked i god tid og mulighed for at hente dit indhold ud.

Fortrydelsesret. Du kan fortryde købet inden for 14 dage uden at give en grund og få hele beløbet tilbage. Sådan gør du, og formularen du kan bruge, står på siden om fortrydelsesret.

Hvad guiden ikke er

PrivatSkifteGuide er et projektværktøj: tjeklister, frister og forklaringer. Det er ikke juridisk rådgivning, ikke skatterådgivning og ikke en indberetning til myndighederne — du sender selv det, der skal sendes. Vi gør vores bedste for at holde indholdet korrekt og opdateret, men vi kan ikke stå til ansvar for beslutninger truffet alene på baggrund af guiden. Er I uenige, er boet indviklet, eller er du bare i tvivl, så tag fat i en advokat med speciale i arveret.

Klage og lovvalg

Er du utilfreds med købet, så skriv til os først — vi vil hellere løse det direkte. Kommer vi ikke videre, kan du klage til Center for Klageløsning, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, naevneneshus.dk. Dansk ret gælder for aftalen.

Ændrer vi noget væsentligt her, skriver vi det på siden — og til dig, hvis det har betydning for det, du allerede har liggende. Senest opdateret september 2026. Spørgsmål? Skriv til os.